English (United Kingdom)Danish(DK)
Endnu en UPS !

Denne historie handler om, hvad hundeudstillinger kan føre med sig.  Herning november 2010. En på mange måder dejlig udstillingsweekend, hvor mine betræbelser på at få en cairn til tops faldt i hak allerede om lørdagen. Søndagen var derfor meget afslappende og sluttede bedst muligt, hvilket betød, at jeg skulle i stor ring med den pågældende hund. Så langt så godt. Stod i opstillingsringen og havde det vældig hyggeligt og nu gik det så ind i stor ring, hvor jeg blev udtaget til placering i gruppen. Nr. 4 bliver  Airedale, nr. 3 bliver Jack Russell Terrier og tilbage stod Cairn Terrier og Staffordshire Bull Terrier. Kæft, hvor er det spændende nu. Vi sendes rundt og en perfekt weekend afsluttes endnu mere perfekt med en gruppevinder, men lad os lige spole tiden et lidt tilbage. Cairn Terrier og Staffordshire Bull Terrier sendes rundt i ringen og vi er næsten nået rundt, da Cairn Terrier udråbes som gruppevinderen. Uden overhovedet at tænke, men nærmest som en automatisk muskelspænding, sætter jeg af på det højre ben og (flyver højt under loftet, troede jeg, men det viste sig at være et særdeles beskedent rejehop) og i samme øjeblik hører jeg et gevaldigt smæld, som jeg ikke forbinder med mig selv, men bare som en høj, mærkelig lyd. Jeg ankommer igen til gulvet efter mit ”høje” hop og tænker ”hov, der trådte du vist forkert”, løber videre og må igen tænke ”hov trådte du forkert igen ?”, hvorefter jeg får en fornemmelse af, at min højre fod ikke ”lystre”, så jeg stopper og kigger undrende ned på min fod, der virker som om tæerne er faldet ned i et hul. Nåe ja jeg måtte jo videre og humper hen til podiet, hvor jeg fortæller dommeren, at jeg vist har sprunget min akillessene, hvortil dommeren svarer ”Ja, det lød sådan” ! Det kunne jeg helt ærligt ikke tage mig af for nu gjaldt det jo fotografering, hvilket overhovedet ikke fungerede med mig humpende rundt på 1½ ben. Den sædvanlige æresrunde aflyses og jeg nærmest slæbes ud af ringen.

Udenfor bliver jeg anbragt i en stol og får benet hævet, hvorefter samaritterne (3 stk.) ankommer og går i gang……..eller forsøger at gå i gang. Den ene samarit forsøger at få min sko af, men uden at løsne snørebåndet, så han har store problemer indtil jeg foreslår, at han kunne overveje at løsne snørebåndet og derefter går det fint med at få skoen af. Det konstateres, at min akillessene er sprunget og jeg får besked om, at der i løbet af 5 min. ankommer en ambulance, hvorefter jeg skal regne med at komme direkte på operationsbordet. Samaritten forsøger at holde en ispose fast om min ankel med noget bandage, men dét har han altså slet ikke anlæg for, så det gør jeg lige selv, medens jeg overvejer, hvad jeg nu lige skal nå at have styr på inden ambulancen ankommer. Jeg skal handle hurtigt for hunden skal jo ind i BIS, men hvem skal handle hunden. Det bliver arrangeret.

Samaritterne spørger om jeg har ondt, men det har jeg egentlig ikke ja lige bortset fra, at jeg da godt kan mærke, at det ”bider” lidt i min læg. ”Vil du have noget ilt?” bliver jeg spurgt og spørger, hvad det skulle hjælpe på. Jo det tager toppen af smerten var svaret og så kunne jeg jo bare sig ”Bring it on”, så nu sad jeg i en stol med benet højt hævet omviklet med bandage, der holdt en ispose fast på min ankel OG iltmaske. Nu skal jeg også lige finde en løsning på, hvordan min hund og bil kommer hjem til Fyn for nu skal jeg jo direkte på operationsbordet. Heldigvis viser det sig, at en ung pige, Michelle, der går til ringtræning hos mig i Svendborg, også er i Herning sammen med hendes kæreste. Fint. Jeg fortæller Michelle, hvor min bil står og hvor og hvordan min GPS virker, så nu kan både hund og bil kommer til Fyn. Så blev det også arrangeret. Michelle spørger flere gange om hun ikke skal køre med til sygehuset, men nej tak det er der jo ingen grund til, når jeg skal på operationsbordet.

I mellemtiden er der nu gået flere gange 5 min og stadig uden en ambulance. De store fløjdøre indtil hallen er dog allerede blevet åbnet, så ambulancen kan køre direkte ind og hente mig. Imidlertid er det mildest talt skide koldt at sidde der med ryggen op mod den kolde og stride blæst, der suser ind fra de åbne døre. Jeg fryser og synes efterhånden ikke det er specielt attraktivt at sidde der.  Nu føler jeg faktisk også, at jeg har det vældig dårligt og jeg mærker blodet forsvinder fra hovedet og jeg fornemmer, at jeg ikke længere har kontrol over situationen. Fornemmer at jeg døser lidt hen og får kvalme. På grund af den lange ventetid 30-40 min. og den holde vind konstant i ryggen siger jeg, at nu skal jeg altså på ”det lille hus”, hvilket ifølge samaritten bare ikke kan komme på tale ! Nåe ja man kan vel også klemme sammen lidt endnu.

Langt om længe ankommer – nej ikke ambulancen – men en stor taxa, der medbringer en meget smal båre, som jeg lodses op på, et hundetæppe henover mig og så kører jeg ellers fra hallen til den ventende taxa udenfor. 4 personer følger båren ud til taxaen, hvor båren nu skal lægges på bagsædet i taxaen og med de mange hænder burde det jo hurtigt være overstået, men nej. Det går helt helt galt. Det viser sig, at man ikke kan finde ud af at slå hjulene på båren op, så 2 gange er jeg ved at ryge af båren, da de 4 tumler rundt for at både at bære båren og samtidig slå hjulene op. Efter flere forsøg opgiver man at få båren med ind i taxaen og jeg slæbes ind. NU er jeg så bundfrossen og så dårlig, at jeg i 5 sekunder er sikkert på, at nu kommer der ”noget” ud af mig begge veje på én gang. Jeg støtter mig til sædet og forsøger at trække vejret dybt, så den netop omtalte situation undgås. Det tager vel ca. 10 min at køre fra Herning Messecenter til Herning Hospital og i løbet af den korte tid får jeg det meget bedre. Ja faktisk sidder jeg og tænker, at jeg åbenbart er noget af en hypokonder for det kan da ikke være rigtigt, at jeg virkelig følte mig meget dårlig for få øjeblikke siden og nu føler at hjernen langsomt begynder at fungerer igen.

Vi ankommer til hospitalet og jeg regner med, at jeg igen skal bugseres ud af taxaen men nej. Der holder en kørestol ved siden af taxaen og jeg må selv bakse mig ud af taxaen. Jeg bliver kørt ind og skynder mig at fortælle, at der er visse ting man skal være opmærksom på, når jeg køres på operationsbordet, men disse oplysninger synes ikke at interesse hverken sygeplejersken eller lægen. Jeg undrer mig stadig over, at jeg nu føler mig stjerneklar i hovedet, hvilket jeg fortæller lægen, der grinende svarer ”Det kan jeg sgu’ godt forstå”, hvilket jeg så ikke forstår, men forklaringen viser sig at være den, at man normalt giver ca. 1 liter ilt, men at lægen kan se, at jeg har fået 10 liter ilt, hvilket giver en oplevelse af et kæmpe syretrip eller en kæmpe brandert. Mit ben undersøges og igen konstateres det, at akillessenen er sprunget, hvorefter en speciel støvle hentes og den får jeg på, hvorefter sygeplejersken/lægen siger, at ”nu kan du godt køre hjem”. Køre hjem ??? Jamen jeg skal sgu’ da opereres. Det skal jeg åbenbart ikke og nu går det hele da op i hat og briller for, hvordan skal jeg da komme hjem ? Alle er jo for længst kørt fra Herning, herunder også min egen bil. Jeg ringer rundt for at høre, om en eller andet skulle have et mobilnummer på Michelle, der jo nu kører mod Fyn i min bil, men nej det er ikke tilfældet. Jeg henvender mig til personalet og forklarer situationen og hører, om jeg kan overnatte til næste dag, men det kan jeg ikke. Nu kan jeg så lige forestille mig, at jeg sættes i en ”transportstol” og bliver placeret udenfor Herning Hospitals hovedindgang, hvor jeg så kan sidde og vente til jeg selv finder en løsning på min hjemtransport. Det bliver til at min mand kører mod Herning, medens jeg tager en taxa fra Herning og vi er i løbende kontakt for at finde ud af, hvor i Jylland vi kan mødes, så hjem kommer jeg altså.

Genvordighederne slutter ikke her, men i skrivende stund har jeg fået støvlen af og kan gå små ture á ca. 20 min., så selvom det går alt for langsomt til mit terrier temperament, så går det da fremad.

Nu kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du har oplevet for nylig ?











 

 
Jumla Webdesign