English (United Kingdom)Danish(DK)
Kennel Nicktime Cairn Terrier - USA-turen
USA-turen
Fortællingen om min tur til USA kunne jeg meget passende starte med ordene ”Ups I did it again” og hvad var det så jeg gjorde igen ?

Jo jeg fik sagt JA TAK til at komme til USA med min hund Zalazar Yahoo uden at have den fjerneste anelse om, hvad der ventede af overraskelser og havde jeg vidst, hvad min hund og jeg skulle igennem, havde jeg nok overvejet mit tilsagn endnu engang.

Faktisk skal vi helt tilbage til 2001, hvor min hund vinder BIS 3 UNGHUND. Successen var nu også ret specielt, idet jeg i hele 2001 var syg og derfor havde sendt min hund på årets sidste udstilling sammen med opdrætteren, Mette Sørum, Kennel Zalazar. Hjemme gik jeg og ventede utålmodigt på at høre nyt fra udstillingen og det viste sig, at Mette havde haft rigeligt med hunde at vise på udstillingen og derfor havde allieret sig med Søren Thomsen, Kennel Nordcairn, der viste min hund frem til placeringen som BIS 3 UNGHUND.

Jeg skynder mig lige at indsnige en STOR tak til måde Mette og Søren for hjælpen. Jeg er sikker på, at jeg allerede i 2001 sagde TAK, men en god gerning kan ikke gøres for tit. Når man er syg og forhindret i at gøre mange af de ting, man har lyst til, var det bare så fedt at høre, hvor fint det var gået på udstillingen og familien taler da stadig om ”den dag”, hvor jeg fór rundt i stuen og dansede vilde indianerdanse i ”sejrsrusen” .

Selvfølgelig sendte jeg mails rundt i verden for at fortælle nyheden og dernæst modtog jeg en lidt speciel mail fra en dame i USA, som bare synes min hund er lækker, lækker, lækker….øhh det blev vist lidt til en Matas reklame. Gennem de sidste 6 år har denne dame vedholdende opfordret mig til at komme til USA og udstille, men men men USA er altså ikke lige rundt hjørnet, så i flere år blev det blot ved snakken.

I mellemtiden er min hund så blevet 7 år og jeg tænkte, at hvis det skulle være, så skulle det være nu og i de foregående år havde jeg da også med rimelig succes udstillet min hund i andre lande og havde opnået en del titler, så muligheden for også at kunne tilføje Amerikansk Champion var tillokkende, men nok ikke realistisk i konkurrencen med de mange professionelle handlere.

Aftalen blev lavet, flybilletten blev bestilt og dagen oprandt midt i oktober, hvor jeg drog af sted med min hund. Allerede i Københavns Lufthavn løb jeg ind i problemer, idet jeg ikke kunne komme afsted, når jeg ikke kendte min ankomstadresse. Det havde jeg da overhovedet ikke tænkt på, idet jeg ville blive hentet i lufthavnen og jeg regnede da med, at min veninde kunne finde hjem til sig selv fra lufthavnen, men der var ingen kære mor, så klokken meget tidligt måtte jeg ringe rundt og fik da også løst problemet. Så langt så godt. Jeg fløj fra København og ankom 9,5 time senere i Atlanta Lufthavn, hvor jeg skulle flyve videre i løbet af små 1,5 time. Jo jeg havde da på forhånd undersøgt om 1,5 time var nok for at få min hund i det næste fly og det var ikke noget problem fik jeg i sin tid oplyst. Det ingen kunne tage højde for var, at flyet var 30 min. forsinket over Atlanten, men jeg fik god hjælp med at få checket både min hund og bagage ind og så løb jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde for at nå det næste fly, blot for at nå gaten og se, at døren var lukket.

Mine sko havde gnavet et blodigt hul i min ventre hæl, så jeg humpede ned til servicecentret for at finde ud af, om min hund var kommet med flyet eller ej. Det var heldigvis ikke tilfældet og jeg bad derefter servicecentret give besked om, at min hund manglende vand og det skulle man nok klare. Dernæst fik jeg en standbytid kl. 18.00 (midnat dansk tid), der dog viste sig at være overbooket.

Endnu en tur til servicecentret, hvor beskeden var, at min hund heldigvis heller ikke var kommet med flyet. Klokken 20.10 (02.10 dansk tid) ville jeg med sikkerhed flyve og så kunne jeg humpe i retning af den 3die nye gate. Selvfølgelig var hver afgang i en ny gate, så jeg fik gået (eller rettere humpet) nogle km. Endelig ankommet ved den gate, der forhåbentlig skulle bringe mig til min destination, fik jeg endnu engang spurgt til min hund og blev beroliget med, at alt var i skønneste orden.

Flyet bliver forsinket og nu er klokken så blevet 20.30 (02.30 dansk tid) inden jeg går om bord i flyet, hvor jeg henvender mig til stewardesse og beder om, at hun giver mig besked, når min hund er om bord. Sød og smilende var stewardesse, der lover at give besked og det sker også ganske kort tid efter, hvor hun komme ned til min plads og meddeler, at min hund er ombord…..dybt suk og flere løftede tommelfingre fra min medpassagere. Det meddeles også over højttalerne, at ”danish dog welcome on board”, men det holder desværre kun ganske for sekunder, hvorefter stewardessen igen komme ned og oplyser, at ”your dogs is not on board and we don’t know where he is” !!!

En ældre herre er særdeles oprevet på mine vegne og meddeler stewardessen, at det er flyselskabets ansvar og at ansvaret for hunden kan sammenlignes med ansvaret for et barn og endelig, at så må flyselskabet omgående se at finde hunden og få den bragt ombord! Det havde jo været herligt om det så også skete, men det var desværre ikke tilfældet, idet jeg får valget mellem at flyve med eller stige af flyet. For mig var det på det tidspunkt ikke noget valg, jeg måtte stige af og finde min hund. På vej ned ad flygangen får jeg også udtrykt mig med SHIT og i øvrigt meddelt, at jeg ikke på nogen måde er imponeret af flyselskabet.

Tilbage ved gaten var mit toneleje blev ”lidt” højere end normalt da jeg siger, at nu forlanger jeg fandme, at man STRAKS finder min hund ! Ganske kold i r….. får jeg den besked, at jeg ikke er i en situation, hvor jeg kan forlange noget som helst og at man har tilkaldt politiet på grund af min uacceptable opførsel i flyet ????? og ganske rigtigt ankommer der 2 Terminator-lignende politibetjente med alskens udstyr rundt livet, herunder også pistoler. Fandens også tænkte jeg, for nu var det nødvendigt at bevare roen, hvis jeg ikke ønskede en overnatning bag tremmer.

Indvendigt er jeg rystet over, at min hund er forsvundet og trætheden har også efterhånden sat sine spor, når man har været oppe siden kl. 05.00 (altså dansk tid forstås). Jeg fik dog stille og roligt forklaret den ene betjent (den anden betjent var gået igen – formentlig efter at have vurderet, at hans tilbageværende kollega uden problemer om nødvendigt ville kunne kaste mig i gulvet og lægge mig i håndjern !) , hvad der var sket de sidste mange timer og hvordan jeg gentagne gange havde spurgt til min hund og hele tiden havde fået den besked, at alt var under kontrol, hvilket det jo åbenbart ikke var, når min hund nu var væk !

Betjenten var nu meget hjælpsom og i mellemtiden havde selskabet fundet ud af, at min hund var fløjet videre kl. 18.00. Det er flot, rigtig flot (not), men det nøjedes jeg med at tænke. Straks ringer jeg til min veninde og oplyser, at hunden har været fremme siden kl. 19.00, men det havde hun heldigvis selv fundet ud af ved at ringe til ankomstlufthavnen og hunden var nu sikkert hjemme hos hende. Hun oplyser også, at der er en sidste afgang fra Atlanta omkring kl. 22.00 (04.00 dansk tid) og jeg henvender mig derfor igen til selskabet for at høre, om jeg kan komme med kl. 22.00. Svaret var en ren magtdemonstration da svaret er: ”Madam you are not flying anywhere today.” Kæft altså, som om man smiler tilfreds med dette svar, bare fordi man bliver tiltalt med ”madam” !. Jeg kunne aller nådigst få lov til at flyve videre næste morgen kl. 08.00 (14.00 dansk tid) Nu var jeg altså tæt på at synes, at turen tilbage til Danmark var mere tillokkende og den sidste besked var ikke specielt opkvikkende på mit i forvejen efterhånden trætte legeme. Betjenten kommer mig til hjælp og taler med selskabet om overnatning. Ja, det kunne vel ikke være for meget, tænkte jeg, men undrede mig, da jeg hørte, at der blev talt om ”rabat”. Rabat ?!?! Jamen det var vel en udgift flyselskabet påtog sig, når man havde rodet så eftertryggende rundt i fragten af min hund, men nej, det var min egen udgift eftersom jeg var blevet ”smidt” af flyet. Hvor herre bevares, det var da helt godnat det her. Betjenten tilbyder at køre mig til et hotel, men det kan jeg bare ikke overskue, idet jeg jo ikke har andet end det jeg stod i og hvordan skulle jeg komme ind i lufthavnen igen næste morgen, nej jeg fortæller betjenten, at jeg ønsker at blive i lufthavnen, men jeg må ikke blive ved gaten, da jeg skal checke ind på ny næste morgen.

Efter at have kørt med undergrundstoget for gud ved hvilken gang og gået, hvad der på det tidspunkt føltes som adskellige maratons, ankom jeg i indcheckshallen, hvor jeg fandt en hård stol. Her sad jeg og nikkede i 2 timer inden jeg opdagede, at der rundt hjørnet var placeret nogle små 2-personers sofaer. En enkelt var endnu ledig og jeg slog mig ned og forsøgte at hvile med min taske som hovedpude og min mobiltelefon indstillet til at vække mig kl. 04.00 (12.00 dansk tid). I løbet af nogle timer blev jeg så dårlig, at jeg gentagne gange måtte rende på ”det lille hus” og heldigvis hjalp et ungt par med at ”holde min” sofa til jeg var tilbage.

Klokken 5 om morgenen åbnede indcheckningsskrankerne og jeg fik mit bordingpass og begav mig hen til én af flere uendelig lange kontrolsteder, inden jeg endnu engang tager den efterhånden velkendte tur med undergrundstoget og var ved gaten i god tid.

Først nu fandt jeg ud af grunden til, at jeg havde været dårlig i nattens løb. Jeg havde jo ikke fået noget at spise siden frokost på flyet dagen før. Endelig langt om længe sad jeg i flyet og fik lov at blive ombord, hvorefter jeg 60 min. senere – med 16-17 timers forsinkelse - ankom til Knoxville, hvilket svarer til kl. 15.00 dansk tid. Ankommet hos min veninde blev jeg genforenet med min hund og jeg tænkte, at med den start på turen kunne resten af opholdet kun blive bedre.

Og det blev da også bedre end ”bedre”. Når jeg nu havde taget turen fra Danmark til USA havde jeg også tilmeldt nogle udstillinger, men havde nok ikke det store håb om at kunne gøre andet end vise det danske flag, men det var jeg afklaret og indforstået med.

Næste dag pakkede vi bilen med 9 hunde og drog af sted til Marietta, Georgia, med udstyr til 4 dages udstilling. 4 dages udstilling ….ja det havde jeg regnet med ville dræne mig for al energi, men med et anderledes udstillingssystem gik det nemt og smertefrit. Man har på forhånd modtaget ringfordelingen og hver ring var inddelt i 4 tidspunkter i løbet af dagen, således at man kunne se, hvilket tidspunkt man ca. skulle være i hallen. Det er ikke tilladt at opstille trimborde og grej i hallen, så man ankom blot med sin hund ca. 10 min. før den tid, der var angivet i udstillingsmaterialet.

Her hjemme skal man være klar ved ringen i god tid og det skal man selvfølgelig også i USA, men forskellen er, at man ikke starter bedømmelsen før det angivne tidspunkt. For at blive Amerikansk Champion kræver det 15 point, opnået ved min. 2 majors og resten kan vindes i ”små” point.

Efter de 4 udstillinger i Marietta havde vi vundet 4 majors med 3 x Bedst i Racen og 1 x Bedst i Modsat, hvilket i alt gav 13 point. Der manglede så yderligere 2 point som skulle vindes den kommende weekend i Knoxville. På det tidspunkt troede jeg på, at det kunne lykkedes. Det lykkedes også, idet vi ryddede bordet med yderligere 2 x Bedst i Racen.

Lidt morsomt er det at tænke tilbage på for i starten blev man ignoreret i stor ring, men da jeg nu nogle gange havde stået ved siden af de samme professionelle handlere, blev der hilst på mig og min hund kommenteret i positive vendinger. Det blev dog ikke til andet end det jeg kalder en ”æresrunde”.

Efterfølgende fik jeg dog oplyst, at jeg ville have placeret mig i gruppen på den sidste udstilling og hvordan kunne jeg så få denne oplysning, tænker du vel. Forklaringen er, at da jeg flyver fra Knoxville og vinker til min afskedskomite opdager jeg, at der bag mig i køen står en mand og smiler og vinker til mig. Det viser sig at være dommeren, der dømte racen om lørdagen og som dømte gruppen om søndagen. Medens jeg kigger efter, hvilken gate jeg skal flyve fra, ankommer dommeren og spørger meget forsigtig, hvem der havde vundet racen om søndagen. Det havde jeg fortæller jeg, men havde besluttet at køre hjem for at gå i gang med at pakke sammen. Dommeren svarer, at det var ærgerligt, for han havde ledt efter mig i gruppen. Nu var gruppebedømmelsen jo for længst overstået, så jeg fortæller dommeren, at min vurdering var, at vi ikke havde en kinamands chance i det professionelle selskab og med et glimt i øjet spørger jeg, om min hund havde haft en chance, siden han havde ledt efter os? Dommeren svarer helt alvorligt, at jeg var blevet placeret. Shit, shit, shit tænker man så, men oplysningen var da dejlig at tage med hjem til Danmark.

På de amerikanske udstillinger er der ikke mange såkaldte ”owner handlers”, men primært professionelle handlere og ordet ”handler” får en helt ny betydning, idet hundene både i og udenfor ringen handles. Jeg fik lejlighed til at snakke en del med en handler, som min veninde kender og denne handler fortalte, hvordan hun ville forberede en cairn terrier til ringen:

Dagen før ville hunden blive vasket og føntørret !!! På udstillingsdagen ville hunden blive fyldt med mousse og derefter føntørret igen, dernæst skulle den farves !!!, tørres med håndklæde til farven ikke smittede af igen og endelig ”pustes op” med diverse produkter.

Denne oplysning fik jeg allerede dagen før den første udstilling, så det bekræftede mig blot i, at konkurrencen var noget anderledes end hvad jeg tidligere havde oplevet.

Til trods for – kan man vel godt sige – at jeg ikke adopterede de amerikanske udstillingsforberedelser kan min hund i dag smykke sig med 9 nationale championater; dansk, finsk, tysk, gibraltar, lettisk, litauisk, estisk, luxemborg og amerikansk foruden titler som Baden Württemberger Sieger 2003, Berlin Sieger 2004, Letvian Winner 2006, Baltic Terrier Winner 2006 og Porto Winner 2007 samt Baltisk Champion og International Champion.



I lyset af, at man andre steder i verden sender sin hund til en handler, der sørger for trim og handling, er min hunds titler i al beskedenhed opnået med undertegnede 2. gangs hundeejer som trimmer og handler og jeg kan da godt tænke over, hvad min hund kunne have opnået, hvis jeg havde været lige så god som ”de gode” til trim og handling.

Amerika er en anderledes oplevelse, som jeg, trods besværlighederne i starten, nok kunne overveje at gentage på et senere tidspunkt og da min hund forhåbentlig i begyndelsen af det nye år har afkom ”over there” bør man vel som hanhundens ejeren også ”tilse” afkommet.

Resize_of_Marietta_Dog_Show_2007a_068_cropResize_of_Marietta_Dog_Show_2007a_069_crop



 
Jumla Webdesign